Kronik Kan retssager bringe klimaretfærdighed til det globale syd?

Retssager mod stater og multinationale virksomheder er et værktøj, der i stigende bliver brugt i forsøget på at bremse klimakrisen. Det kan meget vel være vejen til, at vi endelig bliver i stand til at stille store virksomheder

til ansvar for den ødelæggelse, de gennem deres medvirken til klimaforandringer er med til at forårsage verden over og ikke mindst i det

globale syd.

Kronik af Marie Hagensen og Sarah Strunge Albertsen, aktive i Miljøbevægelsen

NOAH og gruppen for Økonomisk Retfærdighed

I januar 2023 indledte fire fiskere fra Indonesien en klimaretssag mod cementfirmaet Holcim ved en schweizisk domstol. Fiskerne kræver, at Holcim står ved sit historiske og fremtidige ansvar for klimakrisen og den deraf følgende stigning i havniveauet, som især rammer øen Pari, hvor de er fra, og hvor det meste af øen sandsynligvis vil være oversvømmet i 2050.

Truslen og de ekstraordinære risici, som klimakrisen afstedkommer, er velkendte og synlige over hele verden i dag. Gennemsnitstemperaturerne stiger, hedebølgerne er mere langvarige, stormene er mere intense, og havene forsurer. På trods af videnskabelig enighed om årsagerne til klimakrisen, og det internationale samfunds visioner for en bæredygtig fremtid, går det alt for langsomt med at løse problemerne. Krisens globale omfang går på tværs af national lovgivning. Dens hastende karakter har både ført til en stigning i antallet af love, der regulerer afbødnings- og

tilpasningsforanstaltninger, og til et pres fra offentligheden for at få politikere og lovgivere til at være mere ambitiøse.

Retssager mod stater såvel som multinationale virksomheder er et værktøj, der i stigende grad bliver brugt i forsøget på at bremse klimakrisen. Mod staterne, fordi de ikke tager vare på deres borgeres fremtid, og mod de store virksomheder, fordi de med deres udledninger og miljøødelæggende forretninger er direkte årsag til klimaforandringerne. Antallet af klimaretssager er mere end fordoblet siden 2015, hvilket bringer det samlede antal sager op på over 2.000 globalt set. Cirka en fjerdedel af disse sager blev indgivet mellem 2020 og 2022.

Klimaretfærdighed i retssalen

Mennesker i det globale syd bærer en minimal del af ansvaret for den globale opvarmning. Samtidig er det dem, som vil rammes hårdest af konsekvenserne. Retssikkerheden er ofte dårlig, og magtforholdet mellem svage stater og udledende virksomheder er ulige. Det betyder, at udsatte mennesker i det globale syd sjældent kan opnå retfærdighed for virksomhedernes ødelæggelser i egne nationale retssystemer. Og netop i mangel på globale retslige instanser til at opnå retfærdighed, har berørte parter fra det globale syd i ganske få tilfælde anlagt sager gennem europæiske, nationale domstole.

Det var banebrydende, da den peruvianske bonde Saúl Luciano Lliuya som den allerførste lagde sag an mod det tyske energiselskab RWE ved distriktsdomstolen i Essen i 2015. Søgsmålet gik på deres drivhusgasudledninger og medansvar for afsmeltningen af gletsjerne i Cordillera Blanca i Peru. De smeltende gletsjere truer med at få Palcacocha-lagunen til at flyde over og forårsage tab af menneskeliv og materielle goder i Huaraz-provinsen, hvor Saúl Luciano Lliuya bor. Sagen bygger blandt andet på en rapport, der dokumenterer, at RWE er ansvarlig for 0,5 pct. af den globale drivhusgasudledning, og udgangspunktet er derfor, at RWE skal dække 0,5 pct. af omkostningerne til at beskytte befolkningen i Huaraz-provinsen mod de smeltende gletsjere.

Sagen blev afvist ved første instans i 2015. Men ved appellen i 2017 fastslog den tyske højesteret, at store drivhusgasudledere som RWE principielt er forpligtede til at støtte mennesker i fattige lande, der er ramt af klimaskader. Selvom Saúl Luciano Lliuya og lokalsamfundene i Huaraz-provinsen stadig afventer den endelige afgørelse,

er det, at højesteretten beslutter at indlede bevisfasen, en kæmpe sejr og et historisk skridt i retning af klimaretfærdighed.

På tilsvarende vis kæmper de indonesiske fiskere fra Pari for retfærdighed på øens vegne. De påberåber sig deres ret til personlig beskyttelse og ansvar for skadeforvoldelse i henhold til schweizisk lovgivning. Cementgiganten Holcims andel af de samlede globale drivhusgasudledninger er fornyligt opgjort til 0,4 pct., og sagen går på, at virksomheden skal betale en forholdsmæssig erstatning for de skader, der allerede er opstået, og at de medfinansierer de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelser. Ligeledes kræver fiskerne, at Holcim straks reducerer sine CO2-emissioner betydeligt. Holcim afviste de oprindelige krav fra sagsøgerne. Den formelle retssag begyndte d. 30. januar 2023, og vi afventer nu, om de indonesiske fiskere, ligesom den peruvianske bonde, vil lykkes med at bevise virksomhedens ansvar.

Ulighed uden lige

Retssagerne taler ind i en generel tendens. Den fossile sektor, udvindings- og mineindustrien, tekstilproduktionen og landbrugssektoren er alle i det internationale samfunds søgelys. Der er vedtaget retningslinjer og verdensmål, der skal gøre industrierne bæredygtige, men alligevel fortsætter vi med at se brud på menneskerettigheder og miljøødelæggelse i virksomhedernes værdikæder uden nævneværdige konsekvenser for virksomhederne. Det skyldes bl.a., at transnationale virksomhedsaktiviteter er godt beskyttet af international lovgivning og handelsaftaler såsom Energy Charter Treaty gennem den såkaldte investor-stat-tvist-bilæggelses-mekanisme (ISDS). Denne mekanisme sikrer, at virksomheder kan sagsøge stater, der ødelægger virksomhedens profitmaksimering, for eksempel ved at gennemføre lovgivning, der skal beskytte mennesker og miljø mod forurening og udvinding af ressourcer. ISDS håndhæves med handels- og investeringsaftalerne og sagerne føres ved internationale domstole hos for eksempel Verdensbanken eller Det Internationale Handelskammer.

Civile har ikke mulighed for at sagsøge den anden vej, hvis en virksomhed skulle ødelægge deres vandforsyning, luftkvalitet eller landbrugsjord. Oftest falder deres søgsmål mellem to stole, da den lokale ødelæggelse ikke udføres af modervirksomheden, men af dennes datterselskaber eller underleverandører. Disse peger pilen mod moderselskabet, der, da det har hovedsæde i et andet land, ikke kan sagsøges gennem de nationale domstole i staten, hvor ødelæggelsen har fundet sted. Denne ulighed i retssystemet er man heldigvis i gang med at gøre op med på et internationalt niveau. Siden 2014 har man i FN, på initiativ af flere stater i det globale syd, forhandlet en bindende traktat for virksomheder, der skal sikre, at de overholder

menneskerettighederne.

Her har særligt to punkter været vigtige for civilsamfundet: Retten til at sige nej og omvendt bevisbyrde. Retten til at sige nej handler om, at lokalsamfund skal kunne afvise nye megaprojekter som fx miner eller dæmninger, som de kan se vil få konsekvenser for deres lokalmiljø og dem selv. Omvendt bevisbyrde skal sikre, at det er virksomheder, der skal bevise deres miljømæssige uskyld, og ikke lokalsamfundet, som skal bevise firmaets skyld. Dette er bl.a. et krav, fordi mange af de mennesker, der bliver ramt af de ødelæggende aktiviteter, ikke har ressourcer til at fremføre beviser – eksempelvis har de ofte ingen adgang til internet. Det ville være en enorm sejr for civilsamfund rundt om i verden at få dette juridiske værktøj til at kæmpe for deres rettigheder og mod multinationale selskaber i retten. Men forhandlingerne om traktaten har stået i stampe i flere år, bl.a. fordi EU og andre

forhandlingsparter fra det globale nord ikke har villet deltage aktivt. Bl.a. har EU ikke deltaget aktivt i forhandlingerne før 2022, hvor de i alliance med USA argumenterede for, at traktaten ikke skal være bindende, men snarere udformes på linje med FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv.

 

Bæredygtighedslov i EU baner vej?

Dog er EU ved at rykke sig. Siden 2020 har EU forhandlet et direktiv om virksomheders ’due diligence’, dvs. rettidig omhu, og bæredygtighed. Direktivet har til formål at skabe rettidig omhu i store virksomheders værdikæder, både hvad angår menneskerettigheder og klima. Direktivet er blevet til, fordi flere og flere EU-lande vedtager national lovgivning for rettidigt omhu, og EU ønsker at sikre lige konkurrencevilkår blandt virksomheder i EU. Direktivet er en mulighed for endelig at få store virksomheder til at tage ansvar for deres aktiviteter ved at stille krav om, at virksomhederne skal overholde menneskerettigheder, miljøstandarder og Parisaftalen i alle led af værdikæden. Det indebærer også, at de har styr på datterselskaber og underleverandører. Ligeledes skal direktivet forbedre adgangen til retsmidler for dem, der påvirkes af virksomheders aktiviteter – såsom fiskerne fra Pari. Det, at direktivet kommer til at binde sig op på Parisaftalen, vil gøre det nemmere for fiskerne fra Pari at få medhold i deres sag mod Holcim.

På den måde kan direktivet være løftestang for, at civile kan få adgang til det internationale retssystem.Virksomhedernes argumenter imod er som sædvanligt, at sådan en lovgivning vil være for dyr. Det er åbenbart for omkostningsfuldt at leve op til menneskerettighederne og at overholde miljøstandarder og Parisaftalen. Det oprindelige og progressive udkast til direktivet er da også blevet udvandet af de seneste års forhandlinger, hvorfor civilsamfundet frygter, at det ikke kommer til at virke, som det oprindeligt var tænkt. Alt imens betaler de mest udsatte i det globale syd prisen. Hvis det internationale samfund virkelig satte sig det for, kunne vi udarbejde de juridiske værktøjer, der globalt kan give borgere adgang til retfærdighed. Indtil videre kan man heppe på fiskerne fra Pari.

Kronikken blev bragt i Ræson 12.05.23 du kan finde den her: https://www.raeson.dk/2023/hagensen-og-albertsen-kan-retssager-bringe-k… (betalingsmur)