Mercosur Vidnesbyrd mod EU/Sydamerika handelsaftalen
NOAHs søsterorganisation Friends of the Earth Brasilien turnerer Europa for at stoppe den omstridte EU-Mercosur handelsaftale mellem EU og fire lande i Sydamerika. Vi giver ordet til dem!
I seks vidnesbyrd vil du høre nogle af de mange argumenter mod handelsaftalen, der populært kaldes 'biler for bøffer aftalen'. Løsningerne på klima- og miljøkriserne er hverken biler eller bøffer - og det er kun toppen af isbjerget, når vi taler om EU-Mercosur aftalen.
Brasiliens forrige præsident var kendt for at fare uhæmmet frem mod den oprindelige befolkning og andre der bor i eller nær Amazonas. Der skulle bare ryddes land til dyrkning af soja – uden hensyn til miljø og menneskerettigheder.
Efter valget har 'Lula' da Silva overtaget præsidentposten, og selv om Lula tidligere har udtalt sig positivt om at beskytte landets oprindelige befolkning, er det endnu for tidligt at vide, om der er en ny politik på vej. Det vil selvsagt have betydning for Brasiliens økonomi, hvis man kan udvide eksporten af soja og kød til EU.
Selvom der er usikkerhed om hvad den nye politiske situation i Brasilien vil betyde, ved vi dog så meget, at den brutale udryddelse af regnskovsbeboeres livsgrundlag er fortsat i nabolandet Paraguay, der også er med i Mercosur-aftalen – jf. den fotoreportage som NOAH og Global Aktion fremviste for nogle måneder siden.
Læs videre om EU-Mercosur aftalen her.