CO2-udledning Udledningen af drivhusgasser vokser - Danmark er langt fra målet
Nye tal fra EEA1 - Det Europæiske Miljøagentur, viser, at det fortsat går langsomt i EU og den forkerte vej i Danmark med udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Danmark er langt fra målet, når det gælder at opfylde forpligtelserne i Kyoto-protokollen.
Vi skal i gennemsnit i perioden 2008-2012 reducere med 21 % i forhold til 1990 udledningerne.
Men i perioden 1990 –2006 har Danmark i stedet øget sine udledninger med 1,7 % og målt i forhold til det foregående år, 2005, voksede udledningerne i 2006 med 10,9 %.
I 2006 var udledningen på hele 13 t CO2-equivalent2 per indbygger.
Årlige reduktioner
”Det er katastrofalt, at regering og Folketing har ladet stå til,” udtaler Palle Bendsen fra miljøbevægelsen NOAH. ”Det understreger vigtigheden af, at vi får en skrap klimalovgivning, der fastsætter bindende årlige reduktioner. Det nytter ikke at have meget fine mål på meget lang sigt. Vi kan se, at politikerne udsætter de nødvendige beslutninger. Der er brug for en stram ramme, der gøres mindre år for år. Inden for denne ramme må staten, kommunerne, de private virksomheder og borgerne så finde løsninger, der kan nedsætte energiforbruget, øge effektiviteten og erstatte fossile brændsler med vedvarende energi.”
NOAH søsatte i februar klimakampagnen Klima SOS, der netop har som mål at få vedtaget en klimalov om bindende årlige reduktioner i udledningen af drivhusgasser. NOAH Energi og Klima har beregnet, at Danmark skal reducere med 6 % om året fra nu og frem til 2050. Klima SOS er en del af en kampagne i 17 lande i EU, The Big Ask. [ www.thebigask.eu ]
”Det svir til os, at vi har udsat opgaven. Der er nu brug for meget kraftigere årlige reduktioner. Og det haster med at komme ned ad bakke. De faktiske observationer af fx isdækket i det Arktiske Hav viser at den globale opvarmning går endnu hurtigere, end forskerne skønnede for blot få år siden. Den situation, vi oplever i år, havde de regnet med først ville indtræffe om 30 år,” tilføjer Kim Ejlertsen fra NOAH.
Reduktionerne i EU-15 er på 2,2 % i forhold til 1990. I 2008-12 skal EU-15 landene have reduceret 8 %. Hvis man ser på EU-27, var der en lille samlet reduktion fra 2005 til 2006, hovedsagelig på grund af mindre brug af energi til opvarmning i den meget milde vinter. Danmark ligger sammen med Luxembourg, Østrig, Spanien, i den dårligste ende af EU- landene, som nu skal reducere 22-25 % fra 2006 til 2008-2012 mens Holland, Storbritannien og Sverige har opfyldt og Tyskland er meget tæt på at opfylde deres Kyoto-forpligtelser.
Transporten
Det er både i Danmark og i EU som helhed transporten, der er helt ustyrlig. Trods pæne ord og hensigtserklæringer fortsætter politikerne med at bygge motorveje og lufthavne. I EU er landtransportens udledninger vokset med 27 % siden 1990, og udledningerne fra international luftfart og skibsfart er vokset med hele 73 %.
Ivan Lund Pedersen fra NOAH-trafik siger: ”Det er påfaldende, at selv i den situation, som er politikerne bekendt, fortsætter Folketingets flertal med at modsætte sig bompenge omkring København. Erfaringen fra Stockholm og London er ellers klar nok: trafikken går ned, luften bliver mindre forurenet og klimapåvirkningen aftager, når man indfører bompenge. En generel road pricing vækker ikke helt så meget modstand. Men den er jo heller ikke aktuel. Bompenge kan hurtigt indføres.”
SLUT
Kontakt:
Palle Bendsen, NOAH Energi og Klima 98 14 76 95
mob. 30 13 76 95
Kim Ejlertsen, NOAH Energi og Klima 57 52 75 92
Ivan Lund Pedersen, NOAH-Trafik
35 36 12 12
mob. 31 16 0082
1 http://www.eea.europa.eu/ De nyeste tal er fra 2006. Det er kun de gamle EU-lande, EU-15, der har et fælles mål i forhold til Kyoto Protokollen på 8 % reduktion under 1990-niveauet.
2 CO2-ækvivalent: de andre drivhusgasser omregnes, så de kan sammenlignes. Fx er klimapåvirkningen fra metan 21 gange så stærk som CO2, og lattergas (N2O) er 310 gange så stærk.