Klimavalg Rød og blå blok - en mere eller mindre troværdig klimapolitik

{"preview_thumbnail":"/sites/default/files/styles/video_embed_wysiwyg_preview/public/video_thumbnails/CNVNnNsuiVs.jpg?itok=_Ujzeyff","video_url":"https://www.youtube.com/watch?v=CNVNnNsuiVs&feature=youtu.be","settings":{"responsive":1,"width":"854","height":"480","autoplay":1},"settings_summary":["Embedded Video (Responsivt, autoplaying)."]}

Denne nyhed er også bragt som blog-indlæg på arbejderen.dk d. 3. juni 2019

Læs mere om NOAHs anbefalinger til Folketingsvalget 2019 på noah.dk/klimavalg

Danmark står overfor en enorm opgave, hvis vi på en meningsfuld måde skal bidrage til at komme ud af klimakrisen. Og den kommende sammensætning af Folketinget bliver helt afgørende for, om det kommer til at ske. NOAH har kigget de to blokkes klimapolitik efter i sømmene, og der tegner sig et klart billede af forskellene, som også er blevet tydelige i løbet af valgkampen.

DANMARK SOM FOREGANGSLAND?

Omstillingen af energisektoren til vedvarende energi omtales ofte som en succes og et eksempel til efterfølgelse i andre sektorer. Politikere, energiselskaber og myndigheder fremhæver, at vi har opnået et stort fald i emissioner som resultat af energisektorens omstilling. Dette er en misvisende fremstilling, der ikke afspejler reelle reduktioner, men nærmere huller i de retningslinjer, FN har udstukket for, hvordan et klimaregnskab kan stilles op. Derfor kræver NOAH et “Ærligt klimaregnskab for energisektoren”.

Det handler ikke kun om at omstille til grønne teknologier, men i lige så høj grad om at sænke vores samlede forbrug til et bæredygtigt niveau.

Blå blok har gentagne gange fremhævet energiaftalen fra juni 2018 og hævder, at de med den har “sikret, at Danmarks grønne førerposition fastholdes”. Den aftale er vi i NOAH kritiske overfor, blandt andet fordi klimaskadelig biomasse subsidieres frem til 2025. Historien om Danmark som et grønt foregangsland holder slet ikke, for det danske eksempel for omstilling til vedvarende energi kan ikke kopieres af andre lande uden fatale konsekvenser for klima og biodiversitet.

På den anden side står rød blok, der er klar over, at energiaftalen fra sidste år ikke vil kunne løse klimaudfordringen for energisektoren, og Socialdemokratiet har for nylig meldt ud, at der er behov for en tillægsaftale. Partierne i rød blok erkender også, at Danmark ikke kan opfattes som et foregangsland, og kritiserer med rette blå blok for at have spildt tiden. Alle partierne i rød blok er desuden kritiske overfor biomasse, og Alternativet og Enhedslisten udtrykker eksplicit, at der skal lægges afgifter på biomasse, så den nuværende fortrinsstilling ophører.

VÆKST VERSUS VÆKSTKRITIK

Meget markant ses forskellene på blokkene i det overordnede syn på, hvad der skal gøres.

Blå blok har en urokkelig tro på, at alt kan løses med teknologi – og at omstilling til et bæredygtigt samfund kun er muligt, hvis vi har vækst.

Der findes mange studier, der viser, at man til en vis grad kan afkoble den økonomiske vækst fra vækst i energi- og ressourceforbrug. Men i praksis fører det nærmest aldrig til en reduktion af det samlede forbrug. Man sparer måske ressourcer på fremstillingen af den enkelte ting, men samtidig fremstilles der mange flere eksemplarer af den pågældende ting.

NOAH vil gerne have Danmark tilbage på sporet som et grønt foregangsland. Her handler det ikke kun om at omstille til grønne teknologier, men i lige så høj grad om at sænke vores samlede forbrug til et bæredygtigt niveau. Kun hvis vi gør det, kan vi være til inspiration for resten af klodens befolkninger. Omvendt, hvis vi ikke gør det, så vil Danmark blot fortsat deltage i den globale konkurrence om ressourcerne og endda inspirere andre til at stræbe efter et lige så højt ressourceforbrug, som vi har. Hvis vi holder fast i de nødvendige målsætninger uden at kræve, at de rige lande tager deres ansvar på sig, vil det blot forværre presset på fattige befolkninger og udsatte grupper, som i forvejen er allerhårdest ramt af klimaforandringerne.

Effektiviseringer kan ikke få os i mål alene, og en effektiv produktion må derfor gå hånd i hånd med et reduceret offentligt og individuelt ressourceforbrug. Når det gælder det offentlige forbrug, må beslutninger træffes ud fra grundige overvejelser om, hvad der tilgodeser klima og miljø — og hvad der trækker i modsat retning. Særligt investeringer i infrastruktur til energi og transport risikerer at låse os fast i klima- og miljøbelastende adfærd mange år ud i fremtiden, hvis vi ikke tænker os om.

Det er glædeligt, at vi i valgkampen har kunnet stifte bekendtskab med forslag fra Socialdemokratiet om, at alle forslag i fremtiden skal klimavurderes – og at Mette Frederiksen i den afsluttende statsministerduel klart formulerede et alternativ til Lars Løkke Rasmussens konstante påstand om vækst som forudsætning for klimahandling. Dermed kom hun de øvrige partier i rød blok i møde, hvor især Alternativet og Enhedslisten er eksplicit vækstkritiske.