metan molekyle
metan molekyle

Energi NOAHs kommentar til regeringens udspil om russisk gas mv

Regeringens nyeste energiudspil siger, at sikkerhedspolitik og klimapolitik går hånd i hånd: “Når Danmark og Europa frigør sig fra russisk gas, vil det svække Putin. Det vil gøre os sikrere. Og det vil gavne klimaet.” Rækkefølgen er påfaldende.Vi kunne ønske os, at regeringen havde taget disse initiativer for klimaets skyld. Klimapolitik er sikkerhedspolitik.

20. april 2022 · Kl. 09:54 Pressemeddelelse

NOAH har disse foreløbige kommentarer til regeringens udspil:

Hvor er besparelserne? 

Udspillet siger ikke noget om besparelser. Klima-, energi- og forsyningsministeren bemærkede under pressemødet, at den energi, man ikke bruger, er den bedste/billigste. Det er vi enige i, og det gælder ikke kun energieffektivisering, men især egentlige besparelser. Det kunne være at sætte planlagte infrastrukturprojekter på pause. Motorveje, broer og tunneler belaster klimaet i anlægsfasen og senere med den øgede trafik, de medfører. 

Potentialet for energieffektivisering bliver nævnt, men det får ikke den opmærksomhed, som det fortjener. Det gælder ikke kun industri, men i høj grad også varmeforsyningen. 

Udspillet bemærker, at ‘Aktiviteten i bygge- og anlægssektoren er høj og en hurtig udrulning af fjernvarme i de kommende år kræver, at der er arbejdskraft og materiel nok til omstillingen.’ Men det gælder også udbygning med sol og vind. Det er yderligere argumenter for at sætte besparelser og energieffektivisering forrest. På den måde bliver den resterende opgave mindre klimabelastende, mindre ressourcekrævende, mere overkommelig og mere økonomisk. 

Krav til fjernvarmen

Udbygning af fjernvarme uden forbedringer af effektivitet er ikke vejen til klimaansvarlig varmeforsyning. Energibesparelser hos forbrugere, på værker og i varmedistribution må startes straks.

Når fjernvarmen udbygges, skal der stilles krav om:

  • at huse og bygninger isoleres først 
  • brændselsfri decentral produktion 
  • mere sol og vind
  • reduktion af varmetabet (p.t. 20 procent) 

Bioenergi er brun energi - ikke grøn, og den giver ikke forsyningssikkerhed, da Danmark er afhængig af en stor import af biobrændsler. 

Det er på tide, at fjernvarmesektoren omstilles til reelt forureningsfri fjernvarme. Med den rette kombination af vind, sol, varmepumper og lagre kan el- og varmeproduktion gøres næsten helt brændselsfri, så produktionen af biogas kan dække de sidste par procent. Hvide Sande har vist vejen. Det er tiltag, som kan gennemføres fra nu og over de kommende år.

Biogas er ikke ‘grøn’

Biogas er ikke ‘grøn’, når den er afhængig af en ikke-bæredygtig landbrugsproduktion. En undersøgelse fra Energistyrelsen har desuden vist, at lækagen i gennemsnit er på ca. 2,5 procent af den samlede produktion af biogas. Derved bliver biogas lige så klimabelastende som fossilgas. Det må være et absolut krav, at lækagen minimeres. 

Det er derfor ikke vejen til en bæredygtig energiforsyning at udbygge andelen af biogas kraftigt. Biogasproduktion baseret på gylle fra en ikke bæredygtig animalsk landbrugsproduktion kan og bør kun betragtes som en overgangsløsning. 

Solceller og vindmøller

Solceller skal først og fremmest etableres på tage af huse og erhvervsbygninger, evt. også som overdækning på større parkeringspladser i tilslutning til ladestationer og batterikapacitet. Desuden skal der være frihed for kommuner og andelsboligforeninger til at opsætte solceller/solvarme uden urimelige afgifter.

Det skal forhindres, at vindmøller standses af økonomiske grunde, samtidig med at der fyres med forurenende brændsler i el- og varmeproduktionen.

Vi bifalder, at udspillet taler om mere landvind, men det forudsætter for os, at det økonomiske overskud i højere grad tilfalder lokalområdet. De solcelleparker, som etableres på landbrugsarealer, skal også give mere økonomisk udbytte til lokalområdet.

2022-04-19-NOAH-kommentar til regeringens energiudspil.pdf

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!