Biomasse Man kan ikke certificere sig ud af et overforbrug
Biomasse til energiformål må og skal udfases hurtigst muligt
Tak til TV2 og researchorganisation NOIR fra RUC for at de dokumenterer den kritisable brug af biomasse importeret fra Brasilien.
De københavnske politikere stiller sig i TV-indslagene 23.2.20 overraskede over oplysningerne – men de burde ikke overraskes, og deres tillid til såkaldt ”bæredygtig biomasse” er nærmest utilgivelig.
Biomasse i den store skala, som København anvender, kan aldrig blive bæredygtigt. At det alligevel fremstilles som bæredygtigt er et klokkeklart eksempel på greenwashing. Bæredygtig biomasse findes ikke.
Der er mange problemer forbundet med de eksisterende certificeringsordninger, men det helt overordnede problem er, at man ikke kan certificere sig ud af et overforbrug, der blandt andet fører til land-grabbing – og Københavns brug af biomasse bidrager i høj grad til dette overforbrug. Læs mere herom i NOAHs høringssvar til Københavns Kommuneplan 2019 her.
Konsekvenserne beskrives også i TV2’s artikel om bønder i Amazonas, som fordrives af plantagevirksomheden Amcel, der leverer træflis. HOFOR nævner, at Amcel er certificeret med flere ordninger, hvilket de mener retfærdiggør brugen af Amcel som leverandør. Tværtimod. TV2s historie er netop et bevis for at certificeringerne ikke fungerer.
HOFOR’s svar til kritikken er at 90-95% af biomassen er købt i Europa - hvilket stadig er dybt problematisk. En meget stor andel er fra skove i Estland og Letland, hvor kulstofbindingen er faldende og hvor skovene forventes at bidrage til emissionerne i 2030 ifølge EU-Kommissionen - stik imod påstanden om CO2-neutral biomasse som ofte nævnes.
Afbrænding af plantebaseret kulstof må undgås på fuldstændig samme måde som vi er nødt til at undgå afbrænding af fossilt kulstof. Det gælder alle former for bioenergi som ikke i noget tilfælde kan regnes for en vedvarende energikilde.
Der er desværre allerede sket stor skade med etableringen i en række store, dyre anlæg, som er svære at afvikle, uden at det bliver el- og varmeforbrugerne, der skal betale regningen.
Men biomasse til energiformål må og skal udfases hurtigst muligt. Og den importerede biomasse skal udfases først! Derfor sendte NOAH i en henvendelse 19.2.20 til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg og foreslog en måde hvorpå Danmark selv kan tage ansvaret for den klimabelastning og ødelæggelse af naturen, afbrændingen af træ giver anledning til, i stedet for at flytte den uden for landets grænser. Læs forslaget her.
For at nedbringe de store klimaproblemer, der er frembragt af den nuværende afbrænding af biomasse, foreslår vi, at der etableres flerårige energiafgrøder i en eller anden form på landbrugsjord. Det er en absolut forudsætning, at dette sker sideløbende med en reduktion af den animalske produktion, så den mindre foderproduktion i Danmark ikke blot resulterer i, at vi skal importere mere foder i stedet. Den producerede biomasse skal bruges til at erstatte importeret biomasse indtil udfasningen er helt gennemført – og ikke til at understøtte brug af mere biomasse.
Links:
https://www.hofor.dk/pressemeddelse/hofors-biomasse-kommer-helt-planen-foerst-fremmest-europa/
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/KEF/bilag/210/2151879.pdf