Kronik Dele af Grønland er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde

af Erik Jensen, talsmand for URANI NAAMIK i Nuuk; Niels Henrik Hooge, NOAHs Urangruppe; Mariane Paviasen, forkvinde for URANI NAAMIK i Narsaq og Hans Pedersen, biolog, VedvarendeEnergi

Når regeringerne i Grønland, Danmark og på Færøerne til efteråret skal forhandle en ny arktisk strategi på plads for de næste ti år, bør fredning af de store arktiske områder, som Rigsfællesskabet kontrollerer, have førsteprioritet. Det skyldes ikke mindst, at dele af Grønland med foruroligende hast er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde, men også at Rigsfællesskabet holder nøglerne til fredningen af en langt større del af Arktis.

Hvert tiende år lægger Rigsfællesskabet en arktisk strategi, der tydeligt viser, hvad de danske planer for Grønland går ud på. Selv om den sidste, som er fra 2010, strækker sig over mange sider, kan den efter vores mening reduceres til ganske få linjer: I Danmark ønsker vi at fastholde Grønland i Rigsfællesskabet, så vi i de store internationale fora kan spille rollen som territorial stormagt.

Desuden ønsker vi at nedbringe bloktilskuddet mest muligt ved at åbne op for olie- og gasudvinding og minedrift overalt i Grønland.

I strategien lægges der ikke skjul på, at der er tale om store ressourcer: Grønland besidder nogle af verdens største uopdagede olie- og gasreserver og har tillige store mængder mineraler. Disse indbefatter zink, kobber, nikkel, guld, diamanter og platin, men først og fremmest enorme mængder sjældne jordarter (REE) og uran. Grønland vurderes at have 38,5 mio. ton sjældne jordarters oxider, mens resten af verden har 120 mio. ton.

Det har som bekendt gjort Grønland til skueplads for voksende friktion mellem USA og Kina, der ønsker adgang til Grønlands ressourcer.

Minelicenser i Sydgrønland

I denne sammenhæng spiller Danmark en central rolle. Danske forskningsinstitutioner har i lang tid arbejdet for at åbne Grønland op for internationale investorer. Man må dog spørge sig selv, hvorfor Danmark, der tilstræber CO2-neutralitet, i arktissammenhæng undergraver Parisaftalens målsætninger.

Beklageligvis har den grønlandske regering taget opmuntringerne til sig og i sin nyeste oliestrategi blandt andet tilladt olieudvinding i verdens største nationalpark i det nordøstlige Grønland.

Imidlertid er planerne for mineraludvinding længst fremme: Ifølge den grønlandske råstofstyrelses licensportal var der i 2019 uddelt mere end 70 storskala mineralefterforsknings- og udvindingslicenser, men efter sigende er tallet steget markant. Antallet af minelicenser i Sydgrønland, hvor man finder langt de største mineprojekter, er lidt over 30.

Sydgrønland, der har landets rigeste biodiversitet og stort set alt det grønlandske landbrugsland, beskrives ofte som »Grønlands brødkurv«. Her finder man hele fårebestanden – flere end 20.000 overvintrende får – ligesom man håber at introducere kød- og malkekvæg, når klimaet bliver mildere som følge af den globale opvarmning. Regionen har også nogle af de bedste fangstområder: Alene i den lille Kujalleq Kommune – Grønlands sydligste og den kommune, der satser mest på minedrift – blev der i 2009 og 2010 gjort næsten 90.000 fangster af blandt andet fugle, landpattedyr og sæler.

Råstofudvinding er ikke vejen til selvstændighed

Forestillingen om, at råstofudvinding kan redde den pressede grønlandske økonomi, startede i 2013, da den første uranvenlige grønlandske regering kom til magten. Den havde overbevist et lille flertal af vælgerbefolkningen om, at minedrift – og særligt uranudvinding – betød hurtige økonomiske forbedringer og selvstændighed fra Danmark.

Fokus var mest på det store sydgrønlandske Kuannersuit/Kvanefjeld REE/uranmineprojekt, som indeholder den næststørste beholdning af uran og langt den største mængde thorium i verden. Herudover rummer Ilimaussaq-komplekset, som Kvanefjeld er en del af, verdens næststørste beholdning af REE.

Faktum er dog, at minedrift i stor skala og særligt uranminedrift stiller sig på tværs af udviklingen af tre af de fire sektorer, der er centrale for den grønlandske økonomi, nemlig fiskeri og fangst, turisme og fødevareproduktion.

At mere råstofudvinding skulle være vejen frem, blev skudt i sænk i 2014, hvor en rapport fra Københavns og Grønlands Universitet – Til gavn for Grønland – fastslog, at 24 samtidige storskalamineprojekter ville være nødvendige for at udfase og erstatte støtten fra Danmark. Et storskalaprojekt ville skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år.

Rapporten konkluderede også, at en råstofbaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig: Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før, men med færre ressourcer. Det er senere bekræftet af andre kilder.

Brug for ny strategi

Problemet er, at den grønlandske befolkning og det flertal, der ikke ønsker råstofudvinding, fordi det på sigt vil ødelægge Grønlands sårbare miljø, efterlades uden valgmuligheder. Det kunne imidlertid forhindres relativt let og for små midler, hvis der blev arbejdet for det. 

EU har – i det mindste på papiret – udviklet en arktisk miljø- og bæredygtighedsstrategi, der ikke har noget at forholde sig til, fordi Grønland ikke er tilstrækkeligt integreret med EU. Cirka 90 procent af Grønlands eksport (hovedsageligt fiskeriprodukter) går til det europæiske marked – og Grønland har allerede et partnerskabsprogram med EU, så det burde være naturligt at have et tæt forhold.

Imidlertid vil Danmark hellere lade USA og Kina ødelægge Grønlands miljø fremfor at arbejde for, at Danmark i samarbejde med Grønland, Færøerne og EU freder så meget af det arktiske område som muligt og forbyder minedrift i stor skala (småskalaprojekterne har færre miljømæssige skadevirkninger) og olie- og gasudvinding.

I denne forbindelse er det bekymrende, at den danske regering er villig til at gå linen ud og ikke blot sætte det grønlandske, men hele det arktiske miljø på spil ved på vegne af Rigsfællesskabet at modsætte sig FN’s globale havbiodiversitetstraktat, der vil kunne bidrage til, at Det Arktiske Ocean ikke bliver overfisket og brugt som losseplads.

Naturligvis skal den grønlandske befolkning kompenseres økonomisk, hvis man fravælger råstofudvinding i stor skala, men det vil kun være et greb i lommen for EU. Omkring en fordobling af det eksisterende bloktilskud (cirka 3,5 mia. kr. årligt) vil efter al sandsynlighed være tilstrækkeligt. Samtidigt kan det blive vejen til selvstændighed for Grønland, hvilket de fleste af de grønlandske politiske partier ønsker.

Følgelig burde Grønland, Færøerne og Danmark i samarbejde med EU udvikle en strategi for Arktis, der sigter mod at frede så meget af området som muligt. EU-parlamentet støtter allerede ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde med Antarktis-traktaten som forbillede, og den grønne gruppe i EU-Parlamentet har til en vis grad haft de samme ideer, som er beskrevet her.

I princippet kunne beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU (hvis man indregner planerne for fredningen af det arktiske havmiljø, bliver det dog større), være et af fyrtårnsprojekterne i EU’s grønne pagt, der allerede nu omfatter nogle af EU’s nabolande.

Der bliver mulighed for at diskutere disse ting, når den nye arktiske strategi skal vedtages senere på året. Man kan kun håbe, at den ikke bliver som den gamle.

Kronikken er bragt i Information 16. juni