Diskoline passagerskib, AVIAQ ITTUK, i Narsaqs havn, 2017
Diskoline passenger ship, AVIAQ ITTUK. Narsaq Harbor, Greenland

Uran og sjældne jordarter NOAH offentliggør miljørapporten for Kuannersuit/Kvanefjeld-projektet

14. december 2020 · Kl. 19:24 Nyhed

Efter at have søgt om aktindsigt har NOAH fået udleveret VVM-rapporten for det store sjældne jordarter/uranmineprojekt i Kuannersuit. Enkelte sætninger og afsnit i rapporten er dog blevet streget over.

Projektet ejes af det australske selskab Greenland Minerals Ltd., GML. Ifølge GML indeholder Kuannersuit den næststørste beholdning af uran og langt den største mængde thorium i verden. Herudover rummer Ilimaussaq-komplekset, af hvilket Kuannersuit er en del, verdens næststørste beholdning af sjældne jordarter. Minen, som i givet fald bliver verdens næststørste åbne uranmine, er placeret på toppen af et bjerg i 600 meters højde, kun seks kilometer fra Narsaq, en by med omtrent 1.500 indbyggere, og tæt på dele af Kujataa verdensarvområdet. Ifølge VVM-rapporten vil mineprojektet forøge Grønlands samlede CO2-udledninger med 45 pct.

Fire rapportudkast er tidligere blevet underkendt af den grønlandske Miljøstyrelse for Råstofområdet, fordi de ikke indeholder nok oplysninger. Bl.a. blev de af Råstofstyrelsen kritiseret for at mangle en uddybet risikovurdering af jordskælvsrisikoen, endelige resultater af tests for skadelige stoffer under udvinding og forarbejdning af gråbjerg og malm, radiologiske vurderinger og resultater af undersøgelser om strålingseffekter fra de radioaktive mineraler. Endvidere manglede der en plan for og en beskrivelse af dæmningsstrukturerne i tailingsdepotet i Taseq-søen og en beskrivelse af alternativer i håndteringen af tailings og nedlukningen af tailingsanlægget. I september 2019 blev GML’s direktør tillige formelt irettesat af Grønlands statsminister og Departementschefen for Departementet for Natur og Miljø for at have forsøgt at påvirke ministre og højtstående embedsmænd, der intet havde med VVM-vurderingen af Kuannersuit at gøre, med det formål at undergrave Miljøstyrelsens autoritet.

Denne version af rapporten er godkendt af Miljøstyrelsen. En vurdering af mineprojektets sociale konsekvenser er også blevet godkendt af myndighederne. Offentlige høringer starter, så snart den engelske version af rapporten er blevet oversat til grønlandsk og dansk. De forventes at vare i mindst otte uger.

Link til rapporten:

Greenland Minerals A/S. Kvanefjeld Project. Environmental Impact Assessment. August 2020.

 

Photo: Gordon Leggett / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!