Fødevaretopmøde McDonald’s skal definere, hvad der er god mad
Torsdag og fredag i denne uge er Miljø- og Fødevareministeriet vært for topmødet Better Food for More People, som har til formål at samle den bevægelse, der skal sikre bedre mad for flere frem mod 2030.
Programmet tæller en direktør fra IBM, Arlas direktør, en rådgiver fra supermarkedskoncernen Tesco, direktøren for Nestlé Nordic, en direktør fra McDonald’s Denmark og direktøren for Danish Crown.
Andre er tilsyneladende ikke blevet inviteret. Det gælder La Via Campesina, den internationale bondebevægelse, der organiserer 200 millioner landmænd verden over, Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra, som organiserer 350.000 landløse familier i Brasilien samt sociale bevægelser og producenter i det hele taget.
Det er alarmerende, at arrangementet kun formår at identificere politikere, virksomheder og gastronomiske frontrunners som de »tre centrale aktører« og alligevel tillader sig at kalde sig »The Movement«.
Markedsdominans
Topmødet har på forhånd fremlagt de mål, som skal opfyldes for at nå ambitionen om bedre mad til flere. Forbrugere skal gennem oplysning vælge bedre og mere mangfoldige fødevarer, sygdomme relateret til hygiejne skal reduceres og madspild skal mindskes.
Men der er ingen pejlemærker for, hvad god mad er: hvilke produktionsforhold- og metoder, hvilke råvarer og hvilke ressourcer? Det er op til virksomheder som Danish Crown, Nestlé og McDonald’s at afgøre og derefter producere.
Topmødets mål vil ikke føre til bedre mad for alle. Fælles for dem er, at ansvaret for en bæredygtig produktion lægges over på forbrugeren, men de, der mangler mad, er ikke forbrugere som os i Vesten.
Der produceres i dag kalorier nok til at brødføde hele verdens befolkning, men mødet forholder sig ikke til, at det vestlige overforbrug må mindskes. EU forbruger 43 procent mere landbrugsjord, end der findes inden for EU’s grænser for at understøtte sit forbrug af landbrugsprodukter. Her er den animalske produktion hovedsynderen.
Det er ulighed og ressourcerne til at producere mad, der er afgørende. Modsat topmødet bør man fokusere på, hvem der har magt til at bestemme, hvad der produceres og er tilgængeligt, og hvilke politikker og magtforhold, der afgør det. Her er forbrugeren ikke den vigtigste brik.
I Vesteuropa sidder de fem største supermarkedskæder på mere end 50 procent af markedet i de fleste lande. De fire største forarbejdningsvirksomheder sidder på 62 procent af morgenmadsprodukterne og 60 procent af babymaden globalt. Samtidig ejer tre firmaer ca. 65 procent af landbrugskemikalierne og de kommercielle frø på verdensplan. Med denne magtkoncentration kommer disse virksomheder i høj grad til at beslutte, hvad der bliver produceret og hvordan – ligesom de har adgang til at påvirke politiske beslutninger.
Det industrielle fødevaresystem har ikke en mangfoldig produktion, men består langt hen ad vejen af soja, majs, palmeolie og hvede, pakket ind på forskellig vis. Det industrielle fødevaresystem anvender mindre end 100 dyreracer, og 16 afgrøder anvendes til at producere 86 procent af fødevarerne.
Småskala-landmænd anvender derimod mere end 2,1 millioner plantesorter og 8.700 dyreracer. Hvis man virkelig ønskede et mangfoldigt udbud af mad, ville man støtte et helt andet system end det, som aktørerne på topmødet repræsenterer.
Det største madspild ligger også i den industrielle fødevaresektor. Den animalske produktion er ansvarlig for et tab på 44 procent.
De små har løsningerne
Mødet skyder totalt forbi målet, når transnationale virksomheder, der producerer nogle af de mest skadelige produkter, skal forestille at vise vejen. Det er især ærgerligt, når løsningerne findes derude.
Disse løsninger udvikles og praktiseres af dem, der faktisk brødføder verdens befolkning. Småskala landmænd brødføder 70 procent af verdens befolkning med 25 procent af ressourcerne. Det industrielle fødevaresystem bruger langt flere ressourcer, og hvis det selv betalte for sine ødelæggende aktiviteter, såsom ødelæggelse af naturgrundlaget og livsstilssygdomme, ville prisen på varerne være langt højere.
Sociale bevægelser og producenter, især i det globale Syd, har længe formuleret visioner og arbejdet for et madsystem, som sikrer bedre og bæredygtig mad til flere.
Madsuverænitet er et alternativ til det industrielle madsystem, hvor få aktører afgør, hvilken mad der er tilgængelig for hvem, og hvordan den bliver produceret. Madsuverænitet giver magten tilbage til de mennesker, der rent faktisk brødføder verden. Her er det essentielt, at ejerskab over jord og ressourcer bliver demokratiseret, modsat den stigende magtkoncentration, der foregår i det industrielle system.
Mest af alt må topmødet derfor ses som en markedsføringsøvelse for vestlige, industrielle fødevarevirksomheder, som kun forværrer den sociale og miljømæssige krise, landbrugs- og fødevaresektoren befinder sig i.
