naturpark

Borgermøde om Nordhavn Naturpark

Slutter
Østerbrohuset
Århusgade 103, 2100 Copenhagen

DRØMMER DU OGSÅ OM ET GRØNNERE NORDHAVN?

Fremtidens byer skal også give plads til natur og grønne rum. Det er grundtanken bag netværket Nordhavns Naturvenner, der vil udlægge 100 hektar i Nordhavn til et grønt og rekreativt område.



Visionen er en naturpark, hvor naturen i høj grad udvikler sig på egne betingelser. Der skal være naturstier, skov, sø, strand og sankemuligheder – på et areal halvanden gange så stort som Fælledparken. Det skal være en park, hvor du kan møde fugle, padder og andre levende væsener i deres naturlige omgivelser. Det er tiltrængt. Naturen og biodiversiteten er under pres som aldrig før, og byudviklingen i København er præget af massivt byggeri uden større grønne områder.



Kom og hør om planerne for naturparken, giv din mening til kende og vær med til at udvikle gode ideer til fremtidens grønne Nordhavn!



Knud Erik Hansen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København, fortæller om baggrunden for projektet, og landskabsarkitekt Marianne Levinsen vil præsentere forslaget til selve parken.



Bagefter er der diskussion og udvikling af ideer. Hvilke ønsker er der til et naturområde i Nordhavn? Og hvordan kan beboerne i Nordhavn og på Østerbro tage del i naturparkens udvikling?



Tag din nabo, moster, ven eller studiekammerat under armen og mød op til en aften i bynaturens tegn.



Borgermødet foregår i Salen, Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø. Der vil være kaffe, te og kage til de fremmødte.



Fra den 22. august kan du se planen på Nordhavns Naturvenners hjemmeside: www.nordhavns-naturvenner.dk/



Nordhavns Naturvenner er en bred sammenslutning af grønne og lokalpolitiske organisationer og foreninger: Danmarks Naturfredningsforening - København (DN), Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Friluftsrådet - København, Østerbro Lokaludvalg, Østerbro Lokalråd, Verdens Skove, NOAH, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Østerbro Havnekomite og Miljøpunkt Østerbro.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!